onsdag den 8. februar 2012

Snekkersten - Ras Al Khaimah

Lotte hentede børnene fra skolen kl 11:30 og så gik turen til lufthavnen. Vi skulle flyve kl 14:00 så vi havde god tid.

Kl 12:15 var vi i lufthavnen og tjekkede hurtigt ind.

Flyveturen gik planmæssigt - en smule forsinket fra København men vi ankom planmæssigt til Dubai.

Ankomst gik smertefrit, enkel paskontrol og hurtig bagage udlevering. Med tanke på hvor bøvlet immigration er i USA er vi glade for at være taget her til. Jeg orker ikke US immigration.

Desværre var vores bil ikke klar da vi kom til National Rent A Car - men efter ½ time fik vi vores bil og turen gik østpå mod Ras Al Khaimah. Den første time gik hurtigt og kl 1:30am natten til torsdag kørte vi ind i Ras Al Khaimah. At finde hotellet viste sig desværre at være alt andet end enkel.

Vi havde skrevet en vejledning ud via Google Map og havde lejet en GPS hos biludlejningsfirmaet. Den var på finsk så til at starte med stolede vi på kortene. Ikke helt så smart. Efter en halv times køren rundt brugte jeg et  kvarter på at få miss neverlost til at snakke dansk og fandt derefter Hilton Ras Al Khaimah Resort & Spa. Hurra. Nu var det bare at følge vejledningen. Vi kørte tilbage hvor vi kom fra - og ankom endelig til stranden ... men ikke noget hotel. Faktisk var der stort set ingenting.

Heldigvis var der en åben take away mad og isbar og jeg stod ud og spurgte nogle af de lokale om vej. De forklarede det kort og jeg gik fortrøstningsfuld tilbage til bilen.

Kort efter kom en af de lokale hen til bilen og spurgte om de ikke skulle følge os hele vejen til hotellet. Vi takkede ja - og begav os ud på en lang køretur - på 15-20 minutter.

Kl lidt i tre om morgenen lokal tid, midnat i Danmark, kom vi til Hilton Ras Al Khaimah Resort & Spa og fik vores værelse og hoppede hurtigt i seng. Vi fik at vide at morgenmaden var åben til kl 11:00 lokal tid så vi kunne få en del søvn inden vi måtte tvinge os selv op for at spise morgenmad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar